torsdag den 14. juni 2012

Dagsplan og ugeplan

Vi bruger piktogrammer i vores hverdag. Her er et eksempel på starten af en dagsplan for Anders:




Oversigten er lavet på et lamineret A4-ark påsat velcro. De enkelte piktogrammer har også velcro på og kan så udskiftes efter behov. Udfor piktogrammerne kan der evt. skrives tidspunkt eller andet info. Det smarte ved denne størrelse er at den kan medbringes overalt. Ekstra piktogrammer har vi opdelt i et ringbind med faneblade efter f.eks fritidsinteresser, udeleg, indeleg, personer, mad osv.

Planen bliver lavet hver aften og gennemgået med Anders. Ligeledes bliver den lagt frem på bordet om morgenen, så vi har den indenfor rækkevidde, hvis han har brug for at "se" hvad han skal lave. Morgenrutinen til hverdag ligger fast. Der bliver ikke lavet om på rækkefølgen, men alligevel har han brug for at se det hver dag. Så er der heller ikke noget, der kommer som en overraskelse for ham!




Denne plan viser familiens uge aktiviteter og Rasmus Klump magneten viser hvilken aktuel dag det er. På den måde visualiseres, hvad der sker i løbet af ugen - hvem er til hvilke aktiviteter osv. og der er mulighed for at forberede Anders på kommende aktiviteter.

De piktogrammer jeg bruger, finder jeg i Sclera Picto´s http://sclera.be/index.php?taal=ENG. Det er en meget overskuelig side fra Belgien med rigtig mange piktogrammer. Man kan enten søge efter noget specifikt eller gå ind under kategorier. Jeg kopierer så billedet jeg skal bruge til mit eget dokument og kan så skrive tekst under som jeg finder relevant. Der findes rigtig mange andre sider med piktogrammer. Kig til højre under "Gode autisme sider".