Vi deltog for en uge siden i et motionsløb, arrangeret af Rikke´s skole. Det er 5. gang vi er med, og der er ruter på 800 meter (familieruten), 5 km, 10 km og halvmarathon. Vi har altid taget 5 km ruten og i år var ingen undtagelse.
Anders var helt klar til motionsløbet - det ville han gerne, for det havde han jo prøvet mange gange før. Når jeg tænker tilbage, har han altid gerne villet løbe. I 0. kl. (før han fik hans autisme-diagnose) præsterede han på Skolernes Motionsdag at løbe 32 km rundt på en 800 meters bane, fordelt over 24 timer......
Nå, men da jeg også havde Thomas med (på 4½), havde jeg forberedt Anders på, at vi nok ikke skulle løbe så meget, men derimod gå, og da Rikke havde valgt 10 km. ruten, kunne han heller ikke løbe med hende. Efter et stykke tid havde han alligevel lyst til at løbe videre selv, og det fik han lov til. Da Thomas og jeg langt om længe kom travende i mål, (som de absolutte sidste på 5 km ruten), stod en glad og hoppende Anders og ventede på os. Han kunne også fortælle os at han i hvert fald havde ventet i 25 minutter på os og at nogle af eleverne fra hans gamle 0. kl. havde heppet på ham, da han nærmede sig målstregen.
Det var ellers lige før, at vi ikke var kommet ud på ruten. Jeg havde valgt at køre hen til skolen i bil (vi har 800 meter!!!!), for ikke at blive trætte før løbet. Da vi skulle ud af bilen, drillede Anders´ sko. Der var noget i sålen, der ikke sad helt rigtigt.....jeg prøvede mange gange at rette til, ryste for sand osv. men han VILLE ikke have skoen på. Enden på det blev, at vi tog en lille time-out, snakkede om noget andet for at flytte fokus, og efter 10 minutter hjalp jeg ham med at få skoen på igen. Der skal ikke ret meget til, før Anders kan mærke noget i en sko eller mærke hvis tøjet ikke sidder helt rigtigt. Det vigtigste i den situation er at acceptere at sådan er det. Det er vigtigt at anerkende at Anders kan mærke "noget", for ved at anerkende det, kan han bedre komme over det. Det værste vi kan gøre i en sådan situation er at sige - "Åhhh, pyt da med det - det betyder ikke noget" - for JO - det betyder alverden for Anders.
For to somre siden var Anders slet ikke udenfor en dør - sidste sommer var han lidt og i år er han blevet rigtig god til det. Hvis man ikke kommer udenfor, er det svært at få nok D-vitamin. D-vitamin er med til at få dig i godt humør og giver dig også en bedre evne til at falde i søvn om aftenen og sove godt. Undersøgelser har desuden vist at rigtig mange autister lider af D-vitamin-mangel og derfor får mange tilskud af det. Ydermere giver en tur udenfor også noget frisk luft, vi får rørt musklerne, bliver sultne og vi får nogle andre spændende oplevelser i hverdagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar