søndag den 23. marts 2014

Hvad er retorikken Antorini?

Joan Lindegaard Bang har mailet følgende til Undervisningsminister Christine Antorini. Mere klart og tydeligt kan det vist ikke skrives:

Som mor til en søn på 11 år med en autisme-diagnose blev jeg rigtigt glad, da du tonede frem på TV i den forgangne uge og proklamerede, at de særlige autist-gymnasie klasser nu bliver gjort permanente. Det giver håb for fremtiden for uddannelse for mange mennesker med autisme.

Du siger på TV, at det er nødvendigt med særlige gymnasie-tilbud for unge med autisme, da de ikke kan klare uroen og larmen i en almindelig gymnasie-klasse. Det er jeg fuldstændig enig med dig i. En anden MEGET vigtig faktor er også, at mennesker med autisme har svært ved at forholde sig til "store" menneske-mængder. Hvor mange "store" er, er individuelt. Bare det at skulle forholde sig til "mange" andre mennesker er ofte en enorm stress-faktor for mennesker med autisme.

Det er super godt, at tilbuddene nu bliver gjort permanente, men der hvor kæden så hopper fuldstændig af er, at selvsamme unge mennesker med autisme i folkeskolen er TVUNGET til inklusion i almindelige folkeskole-klasser. Altså må retorikken i det du siger være, at børn med autisme skal kunne håndtere uro, larm og store menneske-mængder, men hvis de overlever det, så kan de blive "ekskluderet" til et særligt tilbud efter folkeskolen, så kan uddannelsessystemet godt tage hensyn og imødekomme deres behov. De skal bare lige gennem 10 år i helvede først.

Vi er en af de "meget få" sager om inklusion, der ikke virker. Jeres inklusionspolitik betyder, at skolen nu flytter udadreagerende børn fra specialklasser over i normalklasser. Vores søn trivedes ikke for godt i forvejen fordi klassemiljøet er for overvældende for ham. Han ligger ofte flere gange om ugen og græder når han kommer hjem fra skole og siger "jeg kan ikke mere, jeg magter ikke mere". Larmen og uroen i klasseværelset er mere end hans hoved kan rumme, og det er bestemt ikke blevet bedre af, at der er kommet flere udadreagerende elever i inklusionens navn i hans klasse. Hans lærere og skolepsykolog er enig i, at han ville trives meget bedre i en mindre klasse, men det kan folkeskolen ikke tilbyde og derfor skal han blive hvor han er. Visitationsudvalget i kommunen er benhårdt, og skolepsykologen har sagt, at han ALDRIG vil kunne få ham visiteret til et specialtilbud fordi han udadtil fungere fint i skolen. Han sidder stille på sin plads og gør hvad der bliver sagt mens han langsomt bryder sammen indvendigt. Han eksploderer ikke, han imploderer!! I har så travlt med at "sælge" inklusion på, at alle børn har ret til at være en del af fællesskabet, men hvad nu hvis man ikke magter det fællesskab? Så bliver man jo heller aldrig en del af det. Vores søn kan f.eks. ikke være med til en hel børnefødselsdag hos én i hans klasse fordi han simpelthen ikke magter larmen, uroen og de mange mennesker (de er 24 elever i klassen), så han ender med at bryde grædende sammen og må ringe efter os fordi han ikke kan mere. Hvordan er det at være en del af fællesskabet? Jeg synes det er uværdigt og ondt, at han gang på gang skal udstilles (og i stigende grad mobbes) fordi han bryder grædende sammen når det bliver for svært for ham at være i. Han er autist og han kan ikke forudse hvornår han har brug for en pause, det bliver først opdaget når han er brudt sammen. Lærerne gør hvad de kan med de få ressourcer de har, men de kan ikke imødekomme 6-7 forskellige elevers modsatrettede behov på en gang, de er jo kun mennesker.

Vi gruer for den nye skolereform efter sommerferien, flere timer hvor han skal opholde sig i det miljø der nedbryder ham, flere nederlag. Og allerede 1 år senere truer overbygningen med nye lærere, der ikke kender ham og en ny klasse med elever fra 3 forskellige skoler der blandes. Han har altid gået i en rummelig klasse, men vi oplever, at den rummelighed bliver mindre og mindre efterhånden som eleverne bliver ældre og ældre, så vi forudser, at han får det endnu sværere socialt i overbygningen og potentielt bliver et mobbeoffer.
Hvordan skal andre elever på 13-14 år kunne forstå, at han bryder sammen og græder med jævne mellemrum når det bliver svært for ham at være i? Med de krav der bliver stillet i overbygningen vil der komme mange af disse nedbrud - også i skoletiden, for autister håndterer ikke krav og pres særligt godt.

Det er en sort fremtid vores dejlige elskelige søn går i møde - og så er han endda normalbegavet og velfungerende.

Hvad er retorikken Antorini?

(Delt med tilladelse fra forfatteren)